Lars Calmars skulpturer kan virke voldsomme ved første blik. De er nøgne, direkte og ofte svære at placere. Nogle reagerer med et grin, andre med undren. Men ser man længere på dem, bliver de mindre fremmede. Det, der først virker mærkeligt eller provokerende, begynder at handle om noget genkendeligt: kroppen, familien, skammen, viljen, sårbarheden og behovet for at blive set.

Calmar er født på Langeland i 1968 og er uddannet pottemager. Den håndværksmæssige baggrund er ikke tilfældig – hans værker begynder altid i materialet og i formen. Han har selv sagt, at det tredimensionelle altid har ligget i ham, og at han kun har kunnet "se vejen gennem form". Det mærkes i skulpturerne. De er ikke tænkt som billeder, man betragter på afstand. De er fysiske figurer med vægt, overflade, hud, blik og tilstedeværelse.

"Det er altid selvportrætter, det hele."

– Lars Calmar

Det er en vigtig nøgle til Calmars værker. De peger ikke ud mod verden – de begynder hos ham selv. I erfaringer, følelser og indre spændinger, som får fysisk form i leret. Kroppen er ikke et ideal hos Calmar. Den er et sted, hvor noget har sat sig: i maven, ansigtet, blikket, huden og holdningen. Det nøgne handler ikke kun om fraværet af tøj, men om fraværet af noget at gemme sig bag.

Leret er afgørende. Calmar arbejder med modellering, glasur, brænding og overflader – men også med det, han ikke kan kontrollere fuldstændigt. Ovnen, sprækkerne, farverne og strukturen er med til at give figurerne liv. De bliver ikke glatte eller perfekte. De får hud, tyngde og modstand. Netop derfor føles de levende – og nogle gange lidt svære at møde.

"Der var en, der engang skrev om mig, at det er humoristisk med dyb, dyb alvor. Det kunne jeg godt lide."

– Lars Calmar

Humoren i Calmars værker er reel, men den er ikke lavet som en joke. Den opstår, når noget bliver så ærligt eller grotesk, at det pludselig bliver genkendeligt. Man kan godt grine – men man griner sjældent uden også at mærke alvoren bag. Det er præcis den balance, der gør værkerne stærke: de kan være sårbare, akavede, ømme og konfronterende på samme tid.

Koblingen til KLASSIK ligger ikke i, at Calmars skulpturer ligner de møbler eller den keramik, vi normalt arbejder med. Den ligger i interessen for materiale, form, håndværk og det levede liv.

Hos KLASSIK sidder sporene i materialerne: træ, læder, flet, keramik, patina og brug. Hos Calmar sidder sporene i kroppen, formet i ler. Det er ikke den samme type spor – men det er den samme grundlæggende interesse: hvordan liv, tid og erfaring kan sætte sig i form.

Og der er endnu en kobling: Hos KLASSIK er møblerne skabt til kroppen. Hænder hviler på armlæn. Kroppe sætter sig i stole. Albuer lander på borde. Livet foregår omkring tingene. Calmar vender blikket direkte mod kroppen selv.

"Jeg prøver at forstå mig selv gennem det, jeg laver."

– Lars Calmar

Calmars værker skal ikke passe pænt ind. KLASSIKs univers er præget af præcision, proportioner og velovervejede rum. Skulpturerne lægger sig ikke stille ind i det udtryk – de skaber en kontrast, som får både værkerne og rummet til at stå skarpere. Ikke for at bryde med alt omkring sig, men fordi de viser noget andet: kroppen, det uperfekte og det menneskelige i mødet med formgivningen.

Forespørg en liste over værker her.