William Scharff (1886-1959)

William Scharffs opvækst hos bedsteforældrene i et traditionsrigt bondemiljø i Tisvilde fik stor betydning for hans motivverden. Impulserne herfra smeltede imidlertid efterhånden sammen med en udbredt tendens i europæisk mellemkrigskunst til at søge billedmæssigt udtryk for en vision om et bedre og mere harmonisk menneskeliv. Efter at være blevet malersvend, søgte S. forgæves optagelse på Kunstakademiet, men kom i stedet ind på Kunstnernes Studieskole. I forlængelse af uddannelsen sluttede han sig til den kreds af unge kunstnere, der udstillede under navnet De Tretten. S. viste her naturalistiske bybilleder med sporvogne, men snart efter fandt han inspiration hos de europæiske postimpressionister, især Paul Cézanne og Edvard Munch. Dette kom bl.a. til udtryk i den store figurkomposition Legende I, 1911, en apoteose over det landlige liv og et af S.' tidligste forsøg på at finde et syntetisk udtryk for harmonien mellem mennesker og natur. Under 1. verdenskrig blev S. medlem af den nystartede sammenslutning Grønningen, og han kom snart til at tilhøre inderkredsen i den gruppe, for hvem den samtidige udenlandske avantgarde stod som en uomgængelig udfordring. S. var en væsentlig skikkelse i forbindelse med kubismens gennemslag i dansk malerkunst. En række hønsebilleder fra 1917-18 viser et stadig mere sprængt univers med tydelige kubistiske aner, men fremstår samtidig som en bearbejdning af indtryk fra Kandinskys kunst. Eksperimenterne førte S. helt frem til abstraktionens grænse, og i 1918 tog han også futurismens udfordring op i et kalejdoskopisk sporvognsbillede, hvori han forsøgte at gøre det moderne samfunds opskruede tempo og abrupte, splittede oplevelsesformer til et tema i kunsten. Men allerede 1919-20 vendte han tilbage til et mere sammenhængende, forestillende maleri, hvori den nøgne menneskefigur med klassiske forbilleder kom til at spille en hovedrolle. Under et studieophold på brasilianeren Pedro Arajos malerskole i Paris voksede S.' interesse for renæssancekunsten. Han fordybede sig især i studiet af Paolo Uccellos kunst, som han blev så optaget af, at han malede en fri kopi af dennes Battaglia i et forsøg på at genskabe maleriets oprindelige farvepragt. I forhold til de fleste jævnaldrende modernister fik S. mange udsmykningsopgaver. En vis stramhed, en stærk bevidsthed om billedkonstruktion og et systematisk gennemført penselarbejde står heri som blivende resultater af S. modernistiske eksperimenter. Hovedværkerne er udsmykningen af rotunden på godset Bjersjöholm i Skåne, der forener lokalt sagnstof med skildringer af det daglige arbejde på landet, Vintersbølle Børnesanatorium, hvor temaet er børns leg i naturen, og endelig den store sammenfatning i freskoudsmykningen til Studentergården i København, der ifølge S. selv er tænkt som en hyldest til ungdommen, livsglæden og lyset. Temaet er mennesket, der i mødet med naturen indvies til livet og kærligheden, skildret i en lang, lyrisk frise, der koloristisk og motivisk bevæger sig fra morgen til nat. Sideløbende med udsmykningerne malede S. en lang række stiliserede billeder af graner i stadig mere lysfyldte farver. I hans sidste år sås, i forbindelse med arbejder i gobelin, en vis tilbagevenden til ungdommens eksperimenter med abstraktionen. Inden for den tidlige modernisme har eftertiden foretrukket det mere dystre eller det rent artistiske frem for det klassisk betonede og tilstræbt livsbekræftende, som S. repræsenterede, og som han i sin levetid nød stor respekt for, ikke kun i Danmark, men i store dele af Skandinavien.

Kilde: Weilbachs kunstnerleksikon