Søren Hjorth Nielsen (1901-1983)

Søren Hjorth Nielsens første arbejder var naivistiske tegninger udført med tusch og akvarel. Som elev på Teknisk Skole i Silkeborg lærte han projektionstegning og et naturalistisk virkelighedsstudium, der udmøntede sig i detaljerede skildringer fra hjemgårdens længer og interiører. Hans tidligste malerier var overvejende byprospekter. Han begyndte at radere i 1923, takket være den nyetablerede grafiske skole på kunstakademiet. Hans motiver blev hentet dels i København, dels på hans hjemegn, hvortil han vendte tilbage i somrene. Muligvis under indflydelse af Ludvig Karsten, som han assisterede ved trykningen af dennes litografier, tog han omkring 1926-27 religiøse motiver op i en stærkt ekspressiv udformning. Hovedlinien i hans kunst var en virkelighedsskildring, der byggede på iagttagelse og forenkling, men en til tider næsten grotesk, satirisk indstilling slog undertiden igennem. I Spisehuset 1930-35 (oprindelig udstillet under titlen Nadveren) skildrede han de fattige bymenneskers ensomhed. Andre arbejder blev til efter studier på Christianshavn hos samfundets ringest stillede og hjemløse. En cyklus af raderinger hentede motiverne på de københavnske værtshuse. Selvportrætterne optrådte hen mod 1920rnes slutning særlig hyppigt, både i maleri og i grafiske arbejder. Han malede flere helfigurportrætter af sine kunstnervenner og løste også egentlige bestillingsopgaver som portrætmaler. Sammen med Reidar Magnus, Kaj Ejstrup og Povl Christensen udførte han træsnit til en mappe med temaet Byen. Han skildrede i disse år i de grafiske arbejder ofte social fornedrelse, som i træsnittet Barnemordersken (1931) eller i træsnit med fremstillingen af prostitution. I maleriet bevægede H.N. sig i landskaber og byprospekter mod en fast billedopbygning, der opløste motiverne i lodrette, vandrette og diagonale komponenter. Blandt hans foretrukne motiver var småhusene i kolonihaver og havnekvarterer, eller prospekter fra de steder, han selv boede. Fra 1954 skildrede han i en række kompositioner formationer af tage set fra taglejligheden i Gl. Strand (Kunstforeningens bygning), som han beboede til sin død. Som modsætning hertil, også i koloristisk henseende, malede han under sommerophold i Vester Åby på Fyn og fra 1960 ved Bramsnæsvig en række store åbne landskabsbilleder, hvis små elementer, huse eller bevoksning i billedets nederste halvdel, stod i kontrast til den lave, rolige horisont. I sine sidste år skabte han en serie sommer- og vinterlandskaber med motiver fra sit hus i Tempelhuse. De blev undertiden til under flere års arbejde på samme lærred. I dem fuldendes bevægelsen i H.N.s kunst fra den tidlige ekspressionistiske fase til en afklaret fornyelse af den danske landskabstradition. H.N.s grafiske værk var af stort omfang og blev i de senere år koncentreret om radering og træsnit, hyppigst med hovedvægten på de fantastiske elementer i træsnittet, og med raderpladen brugt som var det skitseblok, både når det gjaldt modelstudiet på akademiet, tegninger på rejser eller ude i landskabet. H.N. var tillige en produktiv tegner, han brugte gerne oliekridttegningen som forstudie eller parallel til sit maleri og tegnede med tusch direkte, hastige rids af mennesker og omgivelser.

Kilde: Weilbachs kunstnerleksikon