Illum Wikkelsø
Illum Wikkelsø
"Når man skaber noget, der er godt at eje, er det nemt at sælge"
Som barn blev Kristian Illum Wikkelsø altid kaldt enten "Bror Illum" eller blot "Bror". Han blev født den 15. juli 1919 i Diernäs, en lille landsby et par kilometer uden for Faaborg på Fyn i Danmark.
Efter skolen kom Illum som 16-årig i lære hos møbelsnedker Emanuel Petersen. Han gik også på Teknisk Skole i Faaborg og dimitterede med højest mulige udmærkelser og gode anbefalinger. Ud over at være en dygtig håndværker viste hans innovative sans sig også.
Et eksempel herpå er, da Illum monterede et sejl på sin cykel for at spare tid, som han havde brug for til sine lange dage, hvor han kombinerede arbejde og skole. Hans tiltrækning til vand gjorde ham også til en succesfuld langdistance-roer i skærgården syd for Fyn. Denne interesse fulgte ham resten af livet, og som et yderligere eksempel på hans håndværksevne byggede han en lille sejlbåd til sine tre børnebørn, kaldet ALK, som han lejlighedsvis også nød selv.
Illum blev uddannet som møbelsnedker i 1940 og flyttede straks til København for at studere på Teknisk Selskabsskole, hvor han fik gratis undervisning indtil 1943, hvor han afsluttede med bronzemedalje. I 1940 -1941 studerede han også på Den Danske Kunsthåndværkerskole under O. Mølgaard Nielsen. I 1943 blev han optaget som elev på Møbelskolen på Det Kongelige Kunstakademi under ledelse af Kaare Klint. Kaare Klint havde sammen med Carl Petersen i 1914 designet stolen "Faaborg" i nyklassicistisk stil til Faborg Museum, der var ejet af kunstsamleren Mads Rasmussen. I sin tid i København arbejdede Illum også sammen med møbelsnedker Jacob Kjaer og arkitektfirmaet Peter Hvidt og Orla Mølgaard-Nielsen.
Når Illum mødtes med producenterne, medbragte han ikke kun tegninger af sine idéer, men også en håndlavet model i skala 1:10.
Illums design er funderet i håndværk, i en slægt fra en generation af snedkere, møbelpolstrere og møbelproducenter fra før 1950'erne. En eksotisme gentager sig i det hele som i dele af den læderpolstrede højryggede model V11. Dens pyramideformede ben i brasiliansk palisander refererer til de diagonale linjer i ryg og armlæn. Eksperimenter i 1960'erne med den buede organiske modernisme førte til en trebenet lænestol til den danske møbelsnedker Holger Christiansen. Kurvede trekanter gentages i tre polstrede tunger, der indbyder til alternative liggepositioner.
Illums dygtighed i møbeldesign gik heller ikke ubemærket hen hos den danske regering. Han blev ofte bestilt af den danske regering til at forberede officielle designudstillinger i Danmark og i udlandet. Illums æstetik, der er bedst kendt for sit design af siddemøbler, anses for at være typisk skandinavisk, idet han henter inspiration fra naturlige, organiske former og omsætter dem til møbler, der omfavner den menneskelige figur og samtidig er stabile og holdbare.
I 1944 flyttede Illum til Aarhus for at arbejde for møbelsnedker O.A.V. Christensen, indtil han et par år senere startede i LEM's Møbelhus som indretningsarkitekt. Han blev hos LEM indtil 1956. I denne periode vandt han priser på fire forskellige årlige udstillinger for Københavns Snedkerlaug.
I 1954 startede Illum sit eget tegnestue og begyndte at arbejde sammen med nogle af Danmarks førende møbelfabrikker. Ligesom mange af sine samtidige - Arne Jacobsen, Finn Juhl og Hans Wegner for eksempel - lægger Illum i sine designs vægt på formel enkelhed og biomorfe silhuetter. Illums baggrund som møbelsnedker gav ham en dybtgående forståelse for materialer og en fantastisk sans for detaljer. Han arbejder mest med teaktræ og palisander og har fanget delikate skulpturelle former. Illum mente, at møbler skulle være bygget til at holde, samtidig med at de skulle vugge kroppen og behage øjet.
I årenes løb fandt Illum også interesse for maleri. Han brugte hovedsagelig olie- og akvarelfarver, og hans yndlingsobjekt var havet eller landskaber med bygninger. Han forsøgte sjældent at sælge noget, og nu hænger de fleste af malerierne i børnenes og børnebørnenes hjem. Hans talent bliver meget tydeligt, når man studerer, hvad han har lavet, ikke kun inden for møbler, men også inden for maleri. Han havde også en mindre kendt passion. Han ejede en bil, en Mercedes, som var ham meget kær. I mange år fortsatte han med at ændre sin Mercedes hvert andet år, idet han altid fandt et nyt touch på den, som ikke lignede nogen af de tidligere versioner.
Alle disse interesser fortsatte indtil den 14. februar 1999, hvor han døde.