Lisbeth Munch-Petersen var en dansk keramiker, født i 1909 på Bornholm. Hun blev født ind i den bornholmske pottemagerfamilie Hjorth, hvor hendes bedstefar, L. Hjorth, grundlagde den berømte L. Hjorths Terrakottafabrik i Rønne, og hvor hendes far, Hans Hjorth, var figurmager. På trods af at Lisbeth og hendes søster Gertrud voksede op i et hjem, der var et centrum for datidens kunstnere, bl.a. Oluf Høst, Olaf Rude og Niels Lergaard, blev Lisbeth og hendes søster Gertrud ikke opfordret til at arbejde med keramik, selv om de som børn legede med ler og tegnede. Hendes far var interesseret i keramik, kunst, musik, teater og litteratur, mens hendes mor uddannede sig som akvarelmaler på Kristian Zahrtmanns skole og designede sine egne møbler.

Efter studentereksamen fra Rønne Statsskole i 1928 meldte Lisbeth sig ind i keramikklassen på Kunstindustrimuseets Kunsthåndværkerskole, hvor hun forelskede sig i leret og dimitterede i 1930. Herefter fik hun arbejde i Hans og Grethe Sybergs keramikværksted i Valby. Lejlighedsvis besøgte hun Kunsthåndværkerskolen, hvor hendes søster Gertrud studerede, og sammen gik de på en aftenskole oprettet af billedhuggeren Olaf Stæhr-Nielsen.

Sammen med sin søster vendte Lisbeth Munch-Petersen tilbage til Bornholm i 1933 og oprettede med hjælp fra sin far et fælles værksted i Gudhjem, det første af øens mange små keramikværksteder. Mellem 1933 og 1935 arbejdede og udstillede de sammen. Deres signatur var et L og et G, der var indpasset i et H, som var ridset ind i skåren. De var vellidt af Gudhjems indbyggere og solgte især til turister, men også til flere kunstnere, herunder Rude. I 1936 ophørte det fælles værksted, da de begge var blevet gift og havde fået børn og ønskede at prøve noget nyt.

Lisbeth Munch-Petersen fandt sin varige inspirationskilde i naturens farver og organiske former, en inspiration hun delte med de kunstnere, der tilbragte deres somre på Bornholm, såsom Richard Mortensen. Hun fandt også sit foretrukne medie: hårdtbrændt lertøj, som ikke kræver så høje brændetemperaturer som stentøjslam. Leret blev fundet i Salenebugten øst for Gudhjem og blev bragt ind med hestevogn, hvorefter det blev bearbejdet i hånden for at fjerne urenheder, svovl og andre partikler. Senere brugte Lisbeth Munch-Petersen færdigpakket ler sammen med Salen-leret.

I 1938 blev hun enke og efterladt alene med to små piger, efter at hendes mand, digteren Gustav Munch-Petersen, var blevet dræbt som frivillig i den spanske borgerkrig. Året efter rejste hun til København og arbejdede på stentøjsfabrikken Saxbo, hvor hun kom i kontakt med to andre fremtrædende keramikere, Edith Sonne og Lisa Engqvist. Ved udbruddet af Anden Verdenskrig følte Lisbeth Munch-Petersen, at hendes familie ville være mere sikker på Bornholm, så i foråret 1940 vendte hun tilbage til Gudhjem.

Lisbeth Munch-Petersen fortsatte med at arbejde og udstille indtil sin død i 1998. Hendes værker er repræsenteret i mange offentlige samlinger, bl.a. på Statens Museum for Kunstindustri, Nationalhistorisk Museum på Frederiksborg Slot og Bornholms Kunstmuseum.

Gennem hele sin karriere bevarede Lisbeth Munch-Petersen en tydelig stil og en dedikation til sit håndværk, idet hun lod sig inspirere af naturen og Bornholm. Hendes bidrag til dansk keramik er blevet anerkendt og fejret, hvilket har gjort hende til en af de vigtigste keramikere i sin tid.

I dag lever hendes arv videre, og hendes arbejde fortsætter med at inspirere nye generationer af keramiske kunstnere.