William Skotte Olsen (1945-2005) var en dansk kunstner, der var kendt for sin utraditionelle og karakteristiske stil. Han skilte sig ud i den moderne danske kunstverden som en vild og ærkeekspressionist, selv om han var ældre end den generation af malere, der opstod i 1980'erne under navnet "De nye vilde". Hans unikke stil forblev uændret, tilsyneladende drevet af hans stærke maleriske instinkter.

Olsens malerier viser primært stirrende, stående figurer i et primitiviseret landskab med huse og tårne. Disse figurer er forenklede, hvor kun de mest grundlæggende menneskelige træk er fremhævet, hvilket giver dem udseende af masker. Dette er en hilsen til hans mentor, maskemaleren Egill Jacobsen. Olsens figurer er altid afskåret over fødderne, de er rodfæstet på det sted, hvor de står, og bliver ét med naturen. De stirrer direkte på beskueren, mens husene i landskabet spidser til i et tag som et tårn, hvilket skaber en næsten mystisk og religiøs atmosfære.

Hans malerier mangler en klar psykologi eller kommunikation mellem figurerne, hvilket efterlader beskueren til at tænke over deres betydning. Olsens værker er fyldt med tvetydighed og inviterer beskueren til at overveje, om figurerne er i trance og beder til noget større end dem selv, eller om de er menneskelige sjæle. Landskaberne kan være virkelige eller blot drømmelandskaber, og denne usikkerhed tilføjer en levende atmosfære og en grundlæggende karakter til hans enkle og naive malerier.

Olsens kærlighed til rockmusik spillede en væsentlig rolle i hans liv, ligesom hans rejser til Indien og Pakistan. Hans malerier er dog ikke stærkt præget af specifikke træk ved disse steder. I stedet repræsenterer de de universelle oplevelser, som alle mennesker har, uanset sted og kultur. Olsens malerier er en universel skildring af menneskeheden og dens tilstand i verden.