Carl Halier (1873-1948) var en dansk keramisk kunstner og designer, der var kendt for sin innovative tilgang til keramik og for sit samarbejde med den kongelige porcelænsfabrik i København.

Halier blev født i København i 1873. Han begyndte sin kunstneriske uddannelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor han studerede under den berømte danske billedhugger Vilhelm Bissen. Efter afslutningen af sine studier i 1896 rejste Halier til Paris for at videreuddanne sig. Her blev han udsat for værker af samtidige franske keramiske kunstnere som Ernest Chaplet og Auguste Delaherche.

I 1898 vendte Halier tilbage til Danmark og etablerede sit eget keramikatelier i København, hvor han begyndte at eksperimentere med nye former og teknikker inden for keramikken. Hans arbejde var kendetegnet ved en stærk vægt på genstandes form og funktion samt en stor opmærksomhed på detaljer og håndværk.

I 1904 blev Halier udnævnt til kunstnerisk leder af Den Kongelige Porcelænsfabrik i København, hvor han arbejdede i mere end tredive år. I løbet af sin tid på fabrikken var Halier med til at indføre nye former og glasurer i virksomhedens produktsortiment, og han samarbejdede med en række andre fremtrædende danske designere, herunder Axel Salto og Svend Hammershøi.

Haliers arbejde på Royal Copenhagen-fabrikken havde stor indflydelse på udviklingen af den danske modernisme, og hans design betragtes nu som et af de vigtigste eksempler på dansk keramik fra begyndelsen af det 20. århundrede. Hans arbejde blev også udstillet internationalt, bl.a. på Exposition Universelle i Paris i 1900, hvor han vandt en guldmedalje for sine designs.

Ud over sit arbejde med keramik var Halier også en dygtig maler og billedhugger, og hans værker findes i samlingerne på en række store museer, herunder Nationalmuseet i Danmark og Victoria and Albert Museum i London.

Carl Halier døde i København i 1948 og efterlod sig et eftermæle som en af Danmarks vigtigste keramiske kunstnere og designere.