Vi oplever desværre fejl på hjemmesiden i øjeblikket. Vi arbejder på højtryk for at få rettet op på dette.
 Quick Access

Axel Bentzen (1893-1952)

Axel Bentzen blev ved hyppige besøg på udstillinger og museer tidligt fortrolig med billedkunst, og allerede i drengeårene kopierede han gamle mestre på Statens Museum for Kunst. Han tilsluttede sig tidligt den moderne forenkling af formen og opprioriteringen af det koloristiske, men han bevarede nær kontakt med naturen. Mens nye kunstretninger som kubisme, futurisme og ekspressionisme mødte bred interesse i det hjemlige kunstmiljø, lykkedes det trods flere forsøg først i 1922 B. at debutere på de censurerede udstillinger med sine naturalistisk orienterede billeder. Motivkredsen omfatter landskaber og parker med veje og træer, bymiljøer, portrætter, figurbilleder og interiører. I tidlige billeder er farverne afdæmpede; først omkring 1920 ses en mere impressionistisk påvirket farveholdning med kontrastfyldte, mættede farver sat på lærredet med brede, pastose strøg. Et tidligt billede, Egypterinde på balkon, 1920, er Matisse-inspireret både motivisk og i brugen af sort som klangfarve. Bærende elementer i 1920rnes og 30rnes landskabsbilleder er en stram komposition og rendyrkning af det koloristiske med den blå tone som en kraftig farvedominans, f.eks. i Roskilde landevej, 1928. Portrætterne er koloristisk afklarede og karakteristikken båret af psykologisk engagement, som i Rekonvalescenten, 1923, og Jolanda, 1926. Nogle billeder, der blev udført efter en svær sygdomsperiode, f.eks. Hospitalshaven, Drømmeren og Selvportræt, alle 1925, vidner om en anspændt, nervøs følsomhed. B. havde den autodidakte kunstners stræben mod frihed i form, farve og teknik, men også en orientering mod nye retninger og kendte samtidskunstnere. I flere malerier, bl..a. Ung italienerinde på en stol, 1926, indgår der i kvindens rytmiske siksakform og figurens overraskende placering på billedfladen kubistiske træk, der skaber rumlig klarhed. I slutningen af 1920rne strammes formen, store farveflader nærmest mures op som i Svineryggen, 1928, og disponeringen af stoffet er ikke ulig Giersings sene landskabsbilleder. De mere temperamentsfulde selvportrætter er præget af såvel kubismen som Lundstrøms billeder fra den krøllede periode. B.s modne hovedværker, hvoraf et stort antal blev vist på Grønningen i 1940rne, virker næsten ekspressionistiske. Det gælder ikke mindst billeder malet i københavnske parker med træernes søjlerækker, gangenes dybblå slagskygger og præcist anbragte figurer, der gør motiverne levende og nærværende. Et gennemgående tema er Valbylejlighedens udsigt, hvor vinduesrammen udgør motivets struktur. Den fører ind i billedet, åbner til det fri og indgår i dialog med potteplanternes grønne, hidsigt gule og skyggernes intense blå farver eller danner solpletter i kantede mønstre inde i rummet. Hvad enten B. gengav sine indtryk dæmpet eller med temperament, skete det altid i en malerisk gennemarbejdet form. Han brugte, i nær kontakt med sin tid, en vis abstraktion, og netop gennem den kom hans personlige oplevelse af motivet frem.

Kilde: Weilbachs kunstnerleksikon

Sorter stigende
pr. side

Sorter stigende
pr. side